Gå til hovedindhold

6.-9. klasse

I 6.-9. klasse fokuserer vi på faglig fordybelse og forberedelse til videre uddannelse. Vi gør meget ud af, at de unge får gode studievaner og bliver gode til at lære.

Indhold

    Derfor forventer vi, at de unge er seriøse og tager ansvar for egen skolegang.

    Det betyder fx, at vi forventer:

    • At de strukturerer deres tid, så der er tid til både skolearbejde og fritidsliv
    • At de møder til tiden, veludhvilede og undervisningsparate
    • At de deltager aktivt i undervisningen og tager ansvar for samarbejdet med kammerater
    • At de afleverer opgaver til tiden
    • At de holder sig orienteret om lektier mv. på relevante platforme.


    Trivsel er fortsat vigtigt

    Det skal være rart for alle at komme i skole. Vi fastholder derfor en god omgangstone, som er præget af opmærksomhed, tillid, humor og en positiv holdning til hinanden. Det er vigtigt, for at alle kan opnå fordybelse og indlæring, at de unge mærker accept og forståelse hos hinanden.

    Skolens lærere er der for de unge og giver dem et fortroligt rum. De kærer sig om dem og giver omsorg og vejledning i livet, hvis de unge efterspørger det. De unge mærker, at lærerne vil dem, taler med – ikke til dem – og ser dem, som de mennesker de er.

    Vi sætter faglighed højt

    Vi sætter fagligheden højt og er ambitiøse på den enkelte elevs vegne. De unge møder med vidt forskellige forudsætninger, men vi tager udgangspunkt i de ressourcer, som hver enkelt elev har. Derfor veksler vi mellem forskellige arbejdsformer, som er med til at sikre den enkeltes optimale læring.

    De unge stifter bekendtskab med det enkelte fags særlige kendetegn og lærer at manøvrere rundt i de forskellige fag – og så har vi naturligvis fokus på, at ruste de unge til både afgangsprøve og ungdomsuddannelse.

    I perioder danner vi hold på tværs af årgangen i forskellige fag. Her kommer de unge sammen med andre fra årgangen, der har samme forudsætninger som dem. Det kan være på baggrund af noget fagligt, men det kan også være ud fra andre kriterier. På den måde sikrer løbende vi den rigtige faglige udfordring til alle.

    Vi arbejder systematisk med at sikre dit barns faglige udvikling

    Hvert år holder lærerteamet, ledelsen og de faglige vejleder to læringskonferencer på alle klassetrin. På konferencerne drøfter de elevernes progression i fagene. Det sker ud fra data som tests, observationer fra hverdagen og elevsamtaler. På konferencerne planlægger de fagprofessionelle, som arbejder med dit barn og dets klasse hver dag, hvilke indsatser, der skal til for at sikre den fortsatte faglige udvikling på hver årgang, i hver klasse og hos den enkelte unge.

    Særlige tilbud til 8. og 9. klasse

    • Torsdagen op til efterårsferien holder 7.-9. klasse aftenmotionsløb i Mindeparken, og så holder vi i stedet fri om fredagen, hvor resten af skolen løber.

    • Vi tilbyder musical som et ekstra valgfag. De unge kan spille skuespil, synge, spille musik og lave kulisser, men de skal være indstillet på hårdt arbejde i ugerne op til premieren i starten af januar.

    • På 9. årgang holder eleverne gallafest i foråret, som de tilrettelægger i samarbejde med forældre og lærere.

    • Sidste skoledag for 9. årgang foregår traditionen tro med udklædte festglade afgangselever, karamelkast til skolens øvrige elever og underholdning for 7. og 8. årgang og deres lærere.

    UU-vejledning i 8. og 9. klasse

    Den UU-vejleder, der er knyttet til skolen, laver kollektiv vejledning for hele klassen i 8. og 9., hvor de unge blandt andet får præsenteret UU.aarhus.dk og Uddannelsesguiden. Der er også e-dag (en introduktion på en erhvervsskole) og introkurser i 8. klasse – populært kaldet brobygning. Her prøver de unge i to gange to dage at gå på en ungdomssuddannelse efter eget ønske.

    I december/januar i 8. klasse laves en ’uddannelsesparathedsvurdering’ på baggrund af standpunktskarakterer og lærernes vurdering af personlige og sociale parametre.

    Bliver en ung vurderet til ikke at være parat til at starte på en ungdomsuddannelse, laver UU og skolen en målrettet indsats. Det er en proces med tæt og kontakt og løbende dialog mellem familien, vejlederen og skolen, som skal hjælpe den unge til at blive uddannelsesparat ved afslutningen af 9. klasse.

    Din rolle som forælder i afdeling 2

    I 6.-9. klasse består din rolle som forælder blandt andet i at understrege over for dit barn, at skolegangen ikke kører af sig selv. Det kan være udfordrende i en tid, hvor dit barn måske er skoletræt eller mest optaget af de ting, der foregår uden for skolen med venner, kærester og fritidsinteresser. Det lyder banalt, men husk fortsat at tale med dit barn om skolen. Teenagere har også brug for den daglige samtale om stort og småt i forhold til skolen. En forælder, der viser interesse og lever sig ind i barnets situation, er en solid støtte i disse år.

    Sidst opdateret: 1. oktober 2023